Ingen slinger i valsen: Real Madrid tæver Girona
Real Madrid fik lørdag aften lagt yderligere afstand til Girona i toppen af LaLiga, da de to tophold ramlede sammen på Bernabeu.
Real Madrid tog lørdag aften et vigtigt skridt i jagten på det spanske mesterskab.
Der var således dømt topbrag på Santiago Bernabeu, da Girona slog vejen forbi.
Forud for kampen var de to klubber kun adskilt af to point i toppen af LaLiga. Nu er Real Madrid foran med fem point.
Hjemmeholdet satte nemlig gæsterne godt og grundigt på plads med en sejr på hele 4-0.
Det var ellers gæsterne fra Girona, der de første fem minutter sad på alt spillet.
I det 6. minut gav Vinicius Junior dog et forsmag på, hvad lørdagens modstander kunne forvente fra ham, da han tog et træk ind i banen og bankede bolden i mål ved fjerneste stolpe fra distancen.
I det 35. minut var Vinicius Junior så i oplæggerens rolle, da han med en flot aflevering fik sendt Jude Bellingham i dybden, som med et træk rundt om Girona-keeperen kunne sparke bolden i et tomt mål.
Efter pausen var Vinicius Junior atter på spil, da han fik driblet sig ind i Girona-feltet og afsluttede mod mål. Her stod Jude Bellingham klar til at opsnappe riposten, og så stod der ellers 3-0.
Også ved Real Madrids fjerde og sidste mål var det Vinicius Junior, der noterede sig for assisten, da Rodrygo tilsluttede sig målfesten med en scoring.
Kort før slutfløjt burde det også have været 5-0 for hjemmeholdet, da Yan Couto, der var blevet sat af Vinicius Junior adskillige gange gennem hele kampen, begik et straffespark mod Arda Guler.
Joselu brændte dog fra 11-meterpletten, og Girona ‘slap’ derfor med et 4-0-nederlag.