FCK-talent får hjælp af Cornelius: Vil være den bedste
FCK’s træningslejr er netop afsluttet, og for Victor Froholdt var det første gang, at han var med førsteholdet på træningslejr.
17-årige Victor Froholdt er et af de varmeste talenter i F.C. København.
Derfor var U19-landsholdsspilleren også med Løverne på træningslejr, da de forsvarende danske mestre deltog ved Atlantic Cup i Portugal.
Til trods for at Froholdt normalt gør sig på klubbens U19-hold.
– Jeg synes, at jeg er ved at blive accepteret i gruppen, og jeg udvikler mig mere – det er bare superfedt at være en del af det. Vi bliver rystet godt sammen af at være hernede.
– Jeg har stadig meget at lære i forhold til de spillere, der er heroppe. De er allesammen gode til at komme med inputs – Andreas Cornelius hjalp mig for eksempel med gode råd om hovedspillet.
– Det har altid været min drøm at komme herop [førsteholdstruppen, red.], og det har jeg bare knoklet virkelig meget for. Jeg har altid villet være den bedste, og det har drevet mig til der, hvor jeg er nu, fortæller Victor Froholdt til FCK’s hjemmeside.
Det 17-årige talent står noteret for tre optrædener på FCK’s førstehold, og det har allerede kastet to mål af sig.
Resten af sæsonen skal Victor Froholdt forsøge at bide sig fast på førsteholdet, imens FCK efter alt at dømme skal spille med i toppen af mesterskabsspillet i Superligaen.