Jelert har planen klar: Sådan slår vi Manchester City
På tirsdag spiller F.C. København den første af to kampe mod Manchester City i ottendedelsfinalen i Champions League. FCKs unge back har planen klar.
Tirsdag skrives et nyt kapitel i den københavnske fodboldkrønike.
Parkens græstæppe danner underlag til den første af af to knald-eller-fald-kampe for F.C. København, når mægtige Manchester City ruller kavaleriet ud på Østerbro.
Det er blot anden gang i københavnernes historie, at man avancerer til ottendedelsfinalerne i Champions League. Og det bliver Davids kamp mod Goliath.
Men Elias Jelert og F.C. København har planen klar.
– Vi skal gøre, ligesom vi gjorde mod Bayern München, Manchester United og Galatasaray. Her var vi ekstremt solide defensivt, og de fik ikke rigtig lov til at komme frem til noget.
– Og så skal vi selv nuppe et par omstillinger, hvor vi kan gå rundt på dem, fortæller Elias Jelert til campo.dk.
Han fremhæver særligt de to kampe mod Bayern München, hvor indsatsen var disciplineret, og hvor det i store dele af kampene lykkedes at lukke ned for de tyske stjerner.
Jelert ved da også, hvad der skal til mod Citys verdensstjerner.
– Vi har efterhånden prøvet det mange gange at møde de gode spillere, så vi ved, hvad der kræves af os, for at følge med.
Kender dem fra fjernsynet
Det er navne som Kevin De Bruyne, Erling Haaland og Phil Foden, som venter for den 20-årige back. En anden kaliber end i Superligaen, men forberedelsen for Jelert er den samme.
– Jamen, som vi også gør i Superligaen, så har vi videoer på den spiller, man skal stå overfor. Så kan man se, hvilket træk han normalt tager, om han går til højre eller venstre og så videre. Så det tjekker jeg.
– Og så ser jeg jo også Premier League, så jeg ved egentlig godt, hvem det er, jeg kommer til at stå overfor. Man skal bare give den 100 procent og gøre, hvad man kan. Der er ikke andet for, slutter Jelert.
Den første kamp mod Manchester City spilles tirsdag klokken 21. Returopgøret på Etihad Stadium spilles onsdag den 6. marts.