FA Cup

Positive Pochettino: Jeg er meget optimistisk

Det var en glad Mauricio Pochettino, der snakkede med BBC Sports, efter Chelsea onsdag aften slog Aston Villa.

Pochettino var meget positiv, efter Chelsea slog Aston Villa.
Foto: Carl Recine/Reuters/Ritzau Scanpix

Mauricio Pochettinos første sæson som Chelsea-træner har langt fra været en dans på roser.

Men Pochettinos mandskab leverede onsdag aften en rigtig flot præstation på en svær udebane i Villa Park, hvor London-klubben sejrede 3-1 i FA Cuppen.

Enzo-perle: Chelsea smadrer Aston Villa

Efter den overbevisende sejr var den argentinske træner også rigtig positiv.

– Vi skal fornemme denne følelse. Vi skal være rolige og holde hovedet koldt, så vi kan fokusere på næste kamp og opnå denne følelse igen. Lige nu er jeg meget optimistisk, sagde Pochettino, da han snakkede med BBC Sports efter kampen.

Det engelske fodboldmedie prikkede dog lidt til Pochettino, da de spurgte ind til den noget udfordrende sæsonstart, som han har haft i Chelsea.

Det er korrekt, at vores omstændigheder har været meget svære. Vi har store problemer med at have alle spillerne klar på samme tid, svarede argentineren til BBC Sports.

Det er dog også primært i Premier League-regi, at Pochettinos Chelsea-mandskab virkelig har været udfordret.

I pokalturneringerne er det nemlig gået rigtig fornuftigt.

Med sejren over Aston Villa er Chelsea klar til ottendedelsfinalen i FA Cuppen, hvor de skal møde Leeds.

Derudover har Chelsea formået at spille sig i finalen af Carabao Cuppen, hvor en tur til Wembley venter, når man skal forsøge at slå Liverpool i finalen.

I Premier League er det dog svært at se lyset for Chelsea, da man ligger nummer 11 med en overordnet negativ målscore på minus en.

Næste gang Chelsea skal forsøge at vende skuden i Premier League er mandag den 12. februar, når de slår turen forbi et anden London-hold i kriseramte Crystal Palace.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P