Medie: Arsenal sender ungt talent til Brasilien
Den 20-årige brasilianske kantspiller er kun lige kommet tilbage fra et lejeophold i Frankrig, og nu er han allerede på vej ud af døren igen.
I Premier League byder Arsenal de øvrige tophold op til titeldans.
Nu tyder det på, at det bliver uden Marquinhos’ brasilianske dansetrin.
Således rapporterer transferjournalisten Fabrizio Romano, at den 20-årige kantspiller igen forlader klubben på et lejeophold – denne gang hjemme i Brasilien.
Det bliver dog ikke Sao Paulo, som Marquinhos forlod tilbage i 2022, han vender hjem til.
I stedet bliver det Fluminense, som får gavn af det unge talent, og den brasilianske storklub har også en købsoption, hvis lejeopholdet skulle vise sig at være en succes.
Siden skiftet til England i 2022 har Marquinhos blot optrådt seks gange for Arsenals førstehold.
Den 20-årige brasilianer har tidligere været udlånt til FC Nantes og Norwich City.