LaLiga anmelder fan efter Ocampos-episode
LaLiga har ifølge avisen Marca valgt at anmelde en ung fan efter en episode med Sevilla-spilleren Lucas Ocampos mandag aften.
Ocampos står ved sidelinjen og skal tage indkast.
Sevilla møder i kampen mandag aften Rayo Vallecano på udebane i en kamp, Sevilla vinder 1-2.
Da Ocampos træder et skridt tilbage, vælger en ung Rayo Vallecano-fan at stikke en finger ind mod Ocampos’ numse. Dette bekræftes af tv-billeder.
Ocampos selv var efter kampen ude og fortælle, at han frøs i situationen og derfor ikke fik konfronteret den unge fan efter den ubehagelige episode.
Han opfordrede dog LaLiga til at agere på samme måde, som havde det været en racistisk episode eller episoden havde indebåret en kvindelig spiller.
Nu har LaLiga så taget affære og anmeldt den unge fan til ungdomsanklagemyndigheden i Spanien. Det skriver Marca.
Avisen skriver i samme ombæring, at LaLiga også har anmeldt en anden fan for racistiske ytringer mod Sevilla-angriberen Youssef En-Nesyri i kampen mod Rayo Vallecano.