Brugge tager første stik i Skov Olsen-show
Andreas Skov Olsen spillede en afgørende rolle, da Club Brugge onsdag aften sejrede med 2-1 over Union Saint-Gilloise.

Der var dømt belgisk bold onsdag aften, da Union Saint-Gilloise gæstede Club Brugge.
Her blev der duelleret i den første af to indbyrdes semifinaler i den belgiske pokalturnering.
Hjemmeholdet endte med at trække sig sejrrigt ud af opgøret med cifrene 2-1.
Sejren kan i høj grad tilskrives en Andreas Skov Olsen i hopla.
Allerede i opgørets 10. minut kom den danske offensivprofil på måltavlen, da han modtog bolden nær gæsternes felt.
Efter et træk ind i banen sendte han en velplaceret og kynisk afslutning afsted mod fjerneste stolpe, og sekundet efter kunne han og holdkammerater bryde ud i jubel. 1-0.
Andreas Skov Olsen var dog ikke færdig med at vise sig frem, og kort efter pausen var han atter på spil.
Her fik han sat et par Union Saint-Gilloise-spillere med et par vævre træk, inden han fandt holdkammeraten Ferran Blanch i feltet, der fordoblede Club Brugges føring.
Bedst som det lignede en 2-0-sejr og et yderst godt udgangspunkt forud for returkampen, dukkede Koki Machida op tre minutter inde i tillægstiden og gjorde det til 2-1.
Dermed er der lagt op til en gyser, når de to klubber tørner sammen igen sidst på måneden og der skal findes en finalist.
Andreas Skov Olsen
Club Brugge
Union Saint-Gilloise












