Ståles norske drøm: Vil gøre som Danmark
Ståle Solbakken vender retur til Danmark, når han og det norske landshold møder Herrelandsholdet i den sidste test inden sommerens EM.
I Norge hedder landstræneren Ståle Solbakken.
Den 55-årige nordmand blev i 2020 præsenteret som ny landstræner for det norske landshold, og den 8. juni gæster de Brøndby Stadion, hvor Danmark venter.
Danmark skal pudse EM-formen af inden slutrunden i Tyskland – en slutrunde som Norge ikke kvalificerede sig til.
Solbakken erkender da også, at han ønsker at efterligne den danske succes.
– Danmark er nået derhen, hvor vi vil være. Vores ønske er at blive lige så stabile og gode som dem. Spillemæssigt havde de måske en ujævn vej til EM, men kvalificerede sig alligevel, trods tab på udebane mod Nordirland og Kasakhstan, udtaler Ståle Solbakken til det norske fodboldforbunds hjemmeside.
Norge har verdensstjerner på de offensive pladser, særligt i form af Manchester City-bomberen Erling Haaland og Arsenal-anføreren Martin Ødegaard.
Defensivt er Solbakken da også imponeret af Danmark.
– Danskerne er meget mere stabile bagerst end os, hvor flere gode forsvarsspillere spiller i de store europæiske topklubber.
Rød-hvid jubel i Brøndby: Glæder os til et fyldt stadionDanmark spiller den 5. juni mod Sverige i Parken, og møder tre dage efter Norge på Brøndby Stadion. Det er derfor sidste test for Kasper Hjulmand og co., når Norge venter.
– Det er Danmarks sidste test inden slutrunden, som også bliver en hård test for os. Kampen vil give os et godt match frem mod efterårets vigtige kampe, slutter Solbakken.
Danmarks første kamp til EM-slutrunden spilles den 16. juni mod Slovenien.