
Effektiv time forlænger stimen: Roma sætter Cagliari på plads
Daniele De Rossi må siges at have fået en drømmestart på tilværelsen som cheftræner i AS Roma. Mandag aften blev det til endnu en sejr for den italienske hovedstadsklub.

Den 16. januar fik José Mourinho sparket som AS Romas cheftræner.
Siden tog klublegenden Daniele De Rossi over, og selvom fyringen af Mourinho skabte megen postyr, så er efterfølgeren godt i gang med at få klubbens fans til at glemme portugiseren.
Mandag aften blev det således til AS Romas tredje sejr ud af lige så mange mulige med Daniele De Rossi i spidsen, da Cagliari blev besejret med 4-0.
Opgøret var blot i sit andet minut, da Lorenzo Pellegrini sendte AS Roma på sejrskurs med kampens første mål.
I det 23. minut var han i stedet at finde i oplæggerens rolle, da Paulo Dybala fordoblede Romas føring.
Kort efter pausen blev Dybala så dobbelt målscorer, da han eksekverede fra 11-meterpletten.
I det 59. minut faldt opgørets sidste scoring, da netop indskiftede Dean Huijsen lukkede og slukkede med sin scoring til 4-0. Den 18-årige forsvarsspiller var blevet skiftet ind blot fire minutter forinden.

Danske Rasmus Nissen Kristensen var atter udeladt af startelleveren, men blev skiftet ind i det 58. minut, da Angelino måtte forlade banen med en skade.
AS Roma kravler med sejren op på femtepladsen i Serie A.