Mattsson checker ind torsdag morgen – bliver dyrere end Pep Biel
Magnus Mattsson blev onsdag aften sendt til F.C. København af den internationale transferguru Fabrizio Romano, og han skifter torsdag til FCK, der lige nu er i Portugal. Det bliver en større handel for de danske mestre end først rapporteret.
F.C. København får torsdag selskab af et nyt navn på træningslejren i Portugal.
Som tidligere rapporteret af blandt andre Fabrizio Romano og bold.dk, er den danske midtbanespiller Magnus Mattsson nemlig på vej til at trække den hvide FCK-trøjer over hovedet og slutte sig til københavnernes træningslejr på Algarvekysten, hvor Jacob Neestrups mandskab havde første træningsdag onsdag.
Og det bliver en dyrere handel end først forventet, når Mattsson lander helt hos løverne.
Mattsson er torsdag morgen på vej til lægetjek hos de danske mestre, og han kan se frem til at komme i det fornemme selskab i klubben, når han ankommer.
Som en af FCK-historiens dyreste spillerindkøb nogensinde.
Ifølge campo.dk’s oplysninger er prisen på Magnus Mattsonn nemlig på plus fem millioner euro, hvortil der kommer potentielle bonusser afhængigt af, hvordan Mattsson klarer tiden i den danske hovedstad.
Altså en salgspris på mere end en million euro over, hvad Fabrizio Romano meldte ud onsdag aften.
Dermed står han til at blive en dyrere herre end spanske Pep Biel, der i 2019 kostede FCK 37 millioner kroner, og han lægger sig også ind foran Denis Vavro og Ísak Bergmann Jóhannesson, som begge kostede 4,5 millioner euro.
Der er dog stadig et stykke vej op til Andreas Cornelius, der står Peter Christiansen og FCK i hele 45 millioner kroner.
Magnus Mattsson har i sin karriere spillet for Silkeborg IF og NEC Nijmegen, hvor han har været fast mand på holdet siden 2021.
Han kan dermed se frem til en mulig debut i en af holdets træningskampe ved Atlantic Cup. Her spiller FCK følgende kampe:
- Elfsborg – F.C. København,
søndag 4. februar klokken 19.00 - F.C. København – Brøndby IF,
Mandag 5. februar klokken 12.00 - F.C. København – Molde SK,
Torsdag 8. februar klokken 19.00