Bekræftet: FCK udlejer U19-keeper til Holland
F.C. København sender 18-årig målmand på græs i Holland det næste halve år. Det bekræfter hovedstadsklubben torsdag.
Andreas Dithmer udlejes til Jong FC Utrecht i Holland.
F.C. Københavns 18-årige målmand har blandt andet vogtet buret for FCK i denne sæsons Youth League, men indtil sommer er Dithmer på udlån.
Det bekræfter FCK torsdag. Dithmer har brug for kontinuerlig spilletid, lyder det fra københavnernes sportsdirektør, og den skal altså findes hos Jong FC Utrecht i den næstbedste hollandske række.
– Andreas har gjort det godt for vores U19-hold i blandt andet Youth League kampene, men vi har sammen vurderet, at det er godt for hans udvikling at sikre sig mere spilletid, så det giver god mening for alle parter, udtaler sportsdirektør Peter Christiansen til FCKs hjemmeside.
F.C. København råder også over en anden ung målmand, 19-årige Theo Sander, og cheftræneren i FCK fortæller, at nu er et godt tidspunkt for Dithmer at få spilletid på.
– Det rigtige for Dithmer på det her tidspunkt er at komme ud og få spillet en masse kampe og få erfaring fra et andet miljø, da konkurrencen på keeperpostionen er hård her,” udtaler cheftræner Jacob Neestrup.
Dithmer kom til FCKs ungdomsakademi i 2018 fra Hellerup IK.
Officielt: FCK sælger Valdemar Lund til Norge