
Officielt: AGF sælger U19-spiller til Serie A
Den aarhusianske Superliga-klub, AGF, meddeler torsdag, at man har solgt en ung U19-spiller til Bologna.

AGF sælger unge Gustav Schjøtt.
Det meddeler Superliga-klubben torsdag.
Den unge dansker skal fremover tørne ud for Bologna F.C. i den bedste italienske række, Serie A.
Schjøtt kom til AGF fra Randers Freja allerede som U13-spiller, og nu er tiden altså inde til, at han skal tage det næste skridt i karrieren.
Talentchef Jesper Ørskov glæder sig over, at man i den jyske klub kan sælge unge spillere videre til store adresser.
– Vi vil gerne udvikle unge spillere til større adresser i Europa. Og vi har nu – inden for seks måneder – sendt Mikkel Markdal til PSV Eindhoven, Adam Daghim til FC Red Bull Salzburg og nu Gustav [Schjøtt] til Bologna F.C., siger Jesper Ørskov.
Der meldes endnu intet om, hvor lang en kontrakt den blot 16-årige forsvarsspiller har skrevet under på i den norditalienske klub – ligesom det heller ikke er klart, hvor stor en sum der er tale om.
