Medie: Engelsk topklub vil IKKE byde på FCN-juvel
Ibrahim Osman er en yderst ombejlet herre, men meldingerne om, at selveste Arsenal skulle have meldt sig ind i kampen om den unge FCN-kant, passer tilsyneladende ikke.
FC Nordsjællands Ibrahim Osman er vinteren igennem blevet meldt på vej til West Ham.
I weekenden forlød det dog pludseligt, at der var kommet grus i transfermaskineriet.
Det skulle skyldes, at den 19-årige kantspillers agent, Mitch Bakkovens, kræver et alt for stort agenthonorar i forhold til hvad klubberne er villige til at betale. Det bliver ikke mindre underligt af, at Mitch Bakkovens ifølge B.T. slet ikke er Ibrahim Osmans retmæssige agent.
Siden er flere klubber blevet sat i forbindelse med FC Nordsjællands unge juvel, ligesom handlen med West Ham heller ikke nødvendigvis skulle være brast fuldstændigt.
En af de klubber, der skulle have overvejet at sende et bud i retning af Farum, er selveste Arsenal.
Selvom det unægteligt er en flot historie for både Ibrahim Osman og FC Nordsjælland, så holder den dog næppe vand.
I hvert fald ikke, hvis man skal tro transferjournalisten Ben Jacobs.
– Meldingerne om, at Arsenal kunne finde på snyde West Ham eller Brighton ved at hente Ibrahim Osman, er så vidt jeg er orienteret ikke korrekte.
– Det forventes ikke, at Arsenal byder på Osman her i januar.
– Nordsjælland holder fast i sin pris. Osman kan stadig ende i England i dette transfervindue, men er også fint tilpas med at vente til sommer, hvor flere nye bejlere kan melde sig ind i kampen, skriver Ben Jacobs til sine mange følgere på det sociale medie X.
Der er tidligere blevet berettet om en pris på omkring 135 millioner kroner for Ibrahim Osman.
Medie: Kæmpe FCN-handel kollapset – agent kræver monsterbeløb