
Medie: Grønning skifter til Tyskland
Sebastian Grønning kom til Castellón i sommer, men nu står den 26-årige angriber foran et nyt skifte. Det erfarer dansk medie tirsdag.

Det er adiós til Spanien og guten tag til Tyskland.
Sebastian Grønning er på vej til at skifte CD Castellón i den tredjebedste række ud med det tredjebedste niveau i Tyskland. Det erfarer B.T. tirsdag.
Grønning har tørnet ud for flere udenlandske klubber, siden han i 2022 skiftede fra Viborg til sydkoreanske Suwon Bluewings. Næste stop på rejsen bliver angiveligt i Sydtyskland.
Helt præcist i Ingolstadt 04, der rykkede ned fra 2. Bundesligaen i sommer og som indtager femtepladsen i Dritte Liga.
B.T. skriver, at Grønning får en aftale på et halvt år med klubben fra delstaten Bayern, og kontrakten indeholder en option på yderligere et år.
Grønning skiftede i sommeren 2022 til AGF fra sydkoreanske Suwon, men blev skippet afsted til OFI Crete i januar sidste år. Efter seks måneder på Kreta gik turen til CD Castellón, hvor det foreløbigt er blevet til nul mål i seks optrædener i Primera Federación.
Den 26-årige angriber brød igennem i AaB i 2017 og fik for alvor luft under vingerne i Viborg, hvor han scorede 31 mål i 50 kampe.
Ingolstadt har i nyere tid haft både OB-anfører Bjørn Paulsen og AGF-angriber Tobias Bech på lønningslisten.
