Gælden i Esbjerg vokser hver dag: Nu vil lokale erhvervsfolk have amerikanerne ud af klubben
Lokale erhvervsfolk vil redde Esbjerg fB's skrantende økonomi. Til gengæld vil de lokale kræfter have den amerikanske aktiemajoritetsholder ud af klubben.
50 millioner kroner.
Det er, hvad lokale erhvervsfolk i Esbjerg vil tilføre EfB for at redde klubben.
Til gengæld vil de have Esbjerg Investment Limited (EIL), der med Paul Conway i spidsen lige nu ejer 52 procent af Esbjerg fB, ud af klubben.
Styregruppen bestående af fremtrædende lokale erhvervsfolk har anmodet bestyrelsen i EfB Elite A/S om at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, hvor man vil fremlægge et løsningsforslag.
– Dette handler om EfB’s overlevelse, og det første skridt er at få indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling, hvor vores plan om at tilføre klubben 50 millioner kroner over tre år vil blive forelagt, siger formanden og talsmanden for styregruppen, Henry Heiberg, formand i Hoffmann Esbjerg Holding A/S, i en pressemeddelelse.
Forslaget kan blive forkastet af de amerikanske majoritetsejere, hvorefter styregruppen i givet fald vil indstille til EfB Elites bestyrelse, at man lader selskabet gå til rekonstruktion i skifteretten.
Den nye udvikling skal ses i lyset af, at amerikanerne ikke har reageret på det tilbud, som styregruppen fremsatte lige efter nytår.
– Tilbuddet åbner for at tilbagebetale det lån på fire millioner kroner, som EIL i lighed med de lokale aktionærer i maj 2023 ydede klubben for at sikre likviditeten resten af året.
– Derudover indgår en bonus på to millioner kroner, såfremt EfB rykker op i Superligaen senest i 2028 samt 10 procent af nettosalgssummen for spillere, der har spillet på førsteholdet i 2023.
– EIL har ikke reageret på udspillet fra styregruppen, og de lokale aktionærer ønsker i lyset af EfB’s stærkt truede økonomi ikke at vente længere, står der i pressemeddelsen.
Medie: Esbjerg har afvist bud fra superligaklubDen omtalte styregruppe består foruden Henry Heiberg også af advokat og partner i Kirk Larsen & Ascanius Peter Kirk Larsen, den esbjergensiske iværksætter og investor, Thomas Helt, direktør Søren Nørgaard Thomsen, Blue Water Shipping A/S, og koncerndirektør i Claus Sørensen Gruppen, Jesper Toft Mathiasen.
Indkaldelsen til generalforsamlingen vil blive annonceret senere i denne uge.