3F Superligaen

AGF’s fandarling på vej til gennembrud: Jeg har måttet kæmpe for drømmen

AGF's 20-årige Jacob Andersen er for alvor brudt igennem til førsteholdet i denne sæson.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

Jacob Andersen er hurtig blevet en fanfavorit i AGF. Han har spillet i klubben, siden han var ni år, og er i denne sæson for alvor brudt igennem til førsteholdet. Campo.dk har taget en snak med den 20-årige højreback om talentet, forventningerne og betydningen af logoet på brystet.

Dyder som flid, fight og udstråling har altid været prissat i Aarhus.

Derfor er det heller ikke så underligt, at Jacob Andersen nyder godt af AGF-fansenes hyldest, når han trækker i den hvide trøje i Superligaen.

Vejen til førsteholdet lå dog ikke tidligt i kortene for den hårdtarbejdende Galten-knægt, som fokuserer på at beholde begge ben solidt plantet på græsset og ikke lader sig mærke af forventningens pres.

Udover præstationerne på banen har AGF-fansene oplevet en stor udstråling fra den unge højreback. Især udløste det begejstring, da han under en kamp i efteråret udbrød et jubelbrøl efter en vundet tackling – en karisma, der går rent hjem i Aarhus. Og noget, der ligger naturligt for Jacob Andersen.

– Jeg tror altid, det har været i mig. Når en af vores angribere scorer mål, eller hvis jeg tager et godt rush op ad banen eller laver en fed tackling. Det er den slags, jeg jubler over. Sådan har det været, siden jeg spillede i ungdomsrækkerne, siger han til campo.dk.

Vejen til førsteholdet

Jacob Andersen kom til AGF i en alder af blot ni år. Han skiftede fra Galten FS, der ligger små 20 kilometer vest for Aarhus. Ifølge ham selv stod det dog ikke skrevet i sol, måne og stjerner, at han en dag skulle spille superligafodbold.

– Jeg har gået og drømt om på et eller andet tidspunkt at blive superligaspiller. Men det lå ikke i kortene, og jeg har altid skullet kæmpe for det, siger den unge forsvarsspiller til campo.dk.

Folk mente måske, han skulle have spillet tidligere

Uwe Rösler om vejen til førsteholdet

Det hårde slid på træningsbanen udløste i maj 2021 debut på førsteholdet i AGF, da den dengang blot 17-årige Jacob Andersen fik 85 minutter i en superligakamp mod FC Midtjylland. Der skulle dog gå en rum tid, før højrebacken fik sin næste kamp.

Jacob Andersen (th, red.) er ikke bleg for at tackle igennem, når han optræder for AGF i Superligaen. Her ses han i aktion mod Brøndbys Kevin Mensah. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Først i september 2023 kom han på banen igen for superligaholdet. Men der var en plan med udsættelsen af flere spilleminutter til Jacob Andersen, forklarer AGF-cheftræner Uwe Rösler.

– Folk mente måske, han skulle have spillet tidligere (på førsteholdet, red.). Men jeg vil gerne forberede spillere på den rigtige måde, så når de kommer ind, bliver de på førsteholdet eller omkring det i stedet for at rykke ind og ud af holdet. Han er nu fuldt ud etableret på førsteholdet, siger den tyske træner til campo.dk.

Gennembruddet i efteråret

I februar sidste år skrev Jacob Andersen under på en kontrakt med AGF, der løber indtil sommeren 2025. Godt og vel et år efter kontraktunderskrivelsen er kamptotalen på superligaholdet gået fra et til 12 kampe.

Det er i denne sæson, han for alvor har gjort sit indtog for De Hvii’e med syv superligakampe og fire pokalkampe – flere af dem endda fra start.

Han har altid været mentalt meget stærk

Uwe Rösler om Jacob Andersen

Jacob Andersen smiler da også stort, da han bliver spurgt ind til præstationerne i efteråret.

– Jeg synes, det har været positivt. Jeg føler, jeg har fået tillid fra træneren og er samtidig kommet ind og vist en god figur. Jeg har bidraget med nogle af de ting, som træneren har ønsket, jeg skulle gøre, siger Jacob Andersen.

Jacob Andersen og resten af AGF-truppen er netop nu i fuld gang med forberedelserne til forårssæsonen, som de tager hul på 19. februar ude mod Vejle. Foto: Tobias Thomasen.

Ordene fra den unge komet stemmer godt overens med cheftræner Uwe Röslers syn på hans præstationer i efteråret.

– Han ved præcist, hvordan vi spiller, og han passer perfekt ind i vores spillestil og kan spille mange positioner. Jeg synes, han har udviklet sig. Hans spilforståelse og udholdenhed er blevet bedre, og han har altid været mentalt meget stærk. Indtil videre har han gjort det rigtig godt, og jeg er meget glad for ham, siger han.

Stolt over logoet på brystet

Den lange vej gennem ungdomsrækkerne i AGF gav pote. Drømmen om en dag at være en del af førsteholdet er blevet til virkelighed for Jacob Andersen og stoltheden over at spille med AGF-logoet på brystet lyser ud af den unge komet.

– AGF er en stor klub og har masser af traditioner. Så det betyder utrolig meget for mig at kunne spille for Byens Hold. Det er en drengedrøm, der er gået i opfyldelse, siger han.

Jacob Andersen var med på banen, da det lykkedes AGF at vinde 1-2 over F.C. København i Parken i starten af december sidste år. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Jacob Andersen er ikke den første spiller, der har taget den lange vej gennem AGF’s ungdomshold og op på førsteholdet. En lang række spillere har været igennem samme rejse, hvor nogle har fået stor succes og siden er skiftet til udlandet, mens andre har oplevet, at karrieren ikke fik det opsving, som de selv havde håbet og andre spået.

Højrebacken er dog ikke skræmt af de mindre gode eksempler og lader sig ikke hæmme af forventninger fra fans eller andre.

– Det tænker jeg egentlig ikke på. Jeg fokuserer på, hvordan jeg kan udvikle mig for at blive en bedre forholdsspiller. Lige nu er jeg glad for at spille fodbold og prøver at blive bedre hver dag.

– Jeg nyder hvert sekund med fansene og den opbakning, de har givet mig. Det sætter jeg stor pris på, så det er bare med også at give noget tilbage til dem, siger Jacob Andersen.

Uwe Rösler tester ny AGF’er på flere positioner: Meget atletisk

Inspireret af ‘TK’

Én spiller, som Jacob Andersen har iagttaget  på vejen til succes på førsteholdet, er Thomas ’TK’ Kristensen. Den 22-årige forsvarsspiller har taget samme vej gennem ungdomsholdene i AGF og skiftede i sommers til Udinese i Serie A, hvor han har fået masser af spilletid. De to spillere har også en anden ting til fælles.

– Jeg har selvfølgelig set lidt op til ’TK’. Han er jo også fra Galten, og jeg har et godt kendskab til ham. Så han er nok en af de spillere i AGF, jeg mest har ladet mig inspirere af, siger Jacob Andersen.

Præstationerne for AGF i efteråret gav også udtagelse til Danmarks U19-landshold. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Hvem ved? En dag vil der måske løbe nye unge spillere rundt på Fredensvang og lade sig inspirere af Jacob Andersen. Spørger man hans cheftræner, er Galten-drengen i hvert fald et godt eksempel på, at det kan betale sig at hænge i og kæmpe for sin mulighed som ung spiller i AGF.

– Når du vedbliver med at være stærk, når du aldrig giver op, når du altid kæmper og forsøger at gøre dit bedste, så får du dine muligheder. Og han (Jacob Andersen, red.) er et perfekt eksempel på det, siger Uwe Rösler.

AGF’s defensive skadeskvaler ryster ikke Rösler: Vi er ikke desperate

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P