Guardiola om Klopp: Min største rival – men han kommer tilbage
Uden konkurrence visner ens egne bedrifter ofte. Derfor har tyske Jürgen Klopps kommende afsked også gjort indtryk på rivalen Pep Guardiola i Manchester City. Det afslører han i et interview fredag aften.
Pep Guardiola har i godt otte år presset fodbolden i Premier League til et nyt niveau.
Med mesterskab og masser af trofæer har den spanske manager imponeret med sin spillestil og filosofi. Men nu kommer han til at mangle en af de væsentligste ting i hverdagen. Sin værste rival.
Fredag afslørede Liverpools manager Jürgen Klopp nemlig, at han stopper i jobbet i Premier League-klubben til sommer.
Og med mindre de to hold mødes i FA Cuppen eller i Champions League, står Pep Guardiola overfor Klopp sidste gang i Premier League den 9. marts på Anfield.
– Han er en fantastisk manager. Selvom jeg måske ikke kender ham så godt, er han stadig en fantastisk personlighed. Jeg føler, at en del af Manchester City går tabt nu. Vi kan ikke definere vores periode i engelsk fodbold uden ham og Liverpool – det er umuligt, sagde Pep Guardiola til den engelske presse fredag aften.
– Jeg vil sove bedre nu. Dagene før vi har mødt Liverpool var næsten altid et mareridt.
Vi ser Klopp i fodbold igen
Som fodboldmanager i de største klubber er presset fra fans og presse enormt, og Pep Guardiola har selv gennem en lang karriere oplevet at være “kørt i sænk”.
– Jeg vil ikke sammenligne mig med ham, men i Barcelona havde jeg den følelse. Jeg havde brug for tid til at finde mig selv. Du har ikke tid til at analysere dit liv og se på, hvad der skete. Måske er det den følelse, Jürgen føler, lød det fra Pep, som samtidig slog fast, at han regner med at se Klopp på sidelinjen igen et sted i verden.
– Jeg tror, at Premier League kommer til at savne hans karisma, personlighed og den måde, hans hold spiller på. De har altid været en fornøjelse at se på. De forsøger at vinde hver kamp, og jeg ønsker ham alt det bedste.
Men når sommer bliver til vinter en eller anden dag ude i fremtiden, eller når suset fra sejrene kommer for langt væk fra den populære tysker, er Pep sikker på, at vi ser den energiske tysker igen i en eller anden rolle i fodbolden.
– Måske vil han ikke indrømme det, men han kommer tilbage. Jeg ved det. Måske om 10 år. Med sin personlighed og sin energi vil han vende tilbage. Et landshold eller et andet hold – jeg ved det ikke. Men fodbold har brug for personligheder som ham. Det var en drøm, mens vi var sammen, og forhåbentlig kan vi i næste sæson få tid til at spise middag sammen eller tage en drink, som vi fortjener at tage, sluttede Guardiola.
Jürgen Klopp står i spidsen for Liverpool søndag mod Norwich i FA Cuppen. Kampen spilles klokken 15.30.