Riddersholm efter Klopp-chok: Liverpool skal vælge en nytænkende træner
Træner og Liverpool-tilhænger Glen Riddersholm storroser Jürgen Klopp for at have genrejst den engelske storklub.
Den tidligere FC Midtjylland-, AGF- og Sønderjyske-cheftræner Glen Riddersholm var i gang med et interview, da der pludselig tikkede en meddelelse ind på telefonen fra hans favoritklub: Manager Jürgen Klopp stopper med udgangen af denne sæson.
– Jeg nåede lige at tænke: ”Hold da op!”, så det var nok samme overraskelse eller chok, som mange andre nok har reageret med. Men så efter 30 sekunders refleksion kom jeg frem til, at det giver god mening, fortæller Riddersholm til campo.dk.
– Det er et fuldstændig unikt stykke arbejde, han har leveret. Der var nogle, der begyndte at tale om metaltræthed hos Klopp, fordi Liverpool havde et lille dyk, men der viste han jo, at han med relativt få midler kunne få holdet op i toppen igen.
– Man kan sige, at det er overraskende, at han stopper nu, men så alligevel ikke. Sådan et job æder ens ressourcer. Det er uanset, om man vinder eller taber. Klopp virker til at være et menneske, der er i kontakt med sig selv og sine følelser, og der har han mærket, at han har brug for at stoppe op. I respekt for klub og stab og fans har han så valgt at sige det nu. Jeg synes, det er en flot måde at sige farvel på. Det har jeg den dybeste respekt for, siger Glen Riddersholm.
Jürgen Klopp tiltrådte som Liverpool-manager i oktober 2015 og førte holdet til Champions League-finalen i 2017/18 og igen i 2018/19. Anden gang gik holdet som bekendt hele vejen og kunne efter en finalesejr på 2-0 over Tottenham løfte trofæet for første gang siden 2005.
Endnu længere måtte Liverpool-tilhængerne vente på et engelsk mesterskab. Efter seks mesterskaber på ni sæsoner løb The Reds ind i en tørke, der skulle vare fra 1990 og indtil Klopps mandskab i 2019/2020-sæsonen fejede al modstand til side i titelkampen og vandt Premier League med 99 point i 38 kampe.
– Liverpool mister en inspiration. En leder. Et symbol på genrejsningen af en klub efter så mange svære år. Det er en kæmpe personlighed, de siger farvel til. Man kan slet ikke overvurdere det aftryk, han har sat. Han er på alle mulige måder en legende i klubben. Legender er der nogle stykker af i Liverpool, men ham her er i hvert fald den største personlighed i klubbens nyere historie, siger Riddersholm.
Med Klopps farvel skal der i sagens natur hentes en ny manager ind, og den danske træner, der lige nu er ledig på markedet efter at have sagt farvel til svenske IFK Norrköping i november, håber, at Liverpool vælger en manager, der både kan bygge videre på sin forgængers arbejde, men uden at hænge fast i Klopps ideer.
– De skal finde en eller anden, der kan se og forstå, hvad Klopp har lavet og gjort for Liverpool. Det skal ikke bare være én, som lige gør det godt et eller andet sted. Det er meget mere komplekst end som så at stå i spidsen for en klub af den kaliber.
– Det er nærliggende at tænke på Xabi Alonso (i øjeblikket cheftræner for Bundesligaens tophold Bayer Leverkusen, red.). Han har selv spillet for klubben, og han ligner en meget lovende træner. Men om han er klar til det skridt, tør jeg ikke sige.
– Jeg vil håbe, der sidder nogle fornuftige mennesker, der skal træffe den afgørelse. De skal vælge en træner, der er nytænkende, innovativ og progressiv, lyder anbefalingen fra Riddersholm.
Officielt: Klopp stopper i Liverpool