
Officielt: Grønbæk giver lang næse til bejlerne i udlandet – forlænger med Bodø/Glimt
Norske Bodø/Glimt oplyser fredag, at man har forlænget aftalen med Albert Grønbæk. Dermed bliver det formentlig ikke til et skifte i dette transfervindue for den tidligere AGF-spiller, selvom han er blevet sat i forbindelse med flere udenlandske klubber.

– Albert Grønbæk har truffet sin beslutning.
Således indleder Bodø/Glimt nyheden på klubbens hjemmeside om, at Albert Grønbæk har skrevet under på en ny kontrakt.
Den nye aftale mellem parterne strækker sig frem til udgangen af 2028.
Den 22-årige midtbanespiller er ellers blevet rygtet til både MLS og Serie A på det seneste. Særligt Charlotte FC i USA og Napoli i Italien skulle have set sig lune på den tidligere AGF’er, men sådan skulle det altså ikke gå.
– I den tid jeg har været i Glimt, har jeg været meget tilfreds med klubben.
– Jeg trives godt, og måden jeg har udviklet mig på og udenfor banen har været noget, som jeg aldrig kommer til at glemme, siger Albert Grønbæk i forbindelse med kontraktforlængelsen.

Albert Grønbæk skiftede til Bodø/Glimt i sommeren 2022, da han på daværende tidspunkt blev AGF’s største salg nogensinde.
Siden har danskeren noteret sig for 20 mål og 13 assists i 70 kampe.
Hans forhenværende aftale stod til at løbe ud i slutningen af 2027. Der er dermed tale om en forlængelse på et enkelt år.