Officielt: Atletico Madrid henter belgisk stortalent
Arthur Vermeeren er ny mand i Atletico Madrid, efter den spanske storklub har hentet ham i belgiske Anterwerp.
Atletico Madrid har sikret sig et belgisk midtbanetalent.
Således oplyser den spanske storklub fredag aften, at man har hentet Arthur Vermeeren i Antwerp.
Den 18-årige belgier har skrevet under på en kontrakt af seks og et halvt års varighed med den spanske hovedstadsklub.
Sin unge alder til trods har Arthur Vermeeren allerede masser af erfaring i bagagen.
Han står således noteret for intet mindre end 66 officielle kampe for Antwerps førstehold, herunder også kampe i Champions League.
I efteråret fik han også sin debut for det belgiske A-landshold.
Atletico Madrid indtager aktuelt fjerdepladsen i LaLiga.