Målfattig FA Cup-fredag: Tre Premier League-klubber skal spille omkamp
Fredagens første tre FA Cup-kampe er nu fløjtet af, og intet mindre end tre Premier League-klubber har nu udsigt til at skulle spille en omkamp i den traditionsrige pokalturnering.
Det er næppe det, som hverken spillerne eller managerne havde håbet på.
Midt i et tætpakket vinterprogram kan Premier League-klubberne Aston Villa, Chelsea og Nottingham Forest nu se frem til skulle spille endnu et opgør.
Således spillede de alle tre uafgjort i deres respektive kampe fredag aften i FA Cup, og da den traditionsrige pokalturnering ikke er længere end ved fjerde runde, bliver der fortsat spillet omkampe i tilfælde af remis. Først fra femte runde og frem fjernes omkampene.
For Nottingham Forests vedkommende bød fredag aften på 0-0 ude mod Bristol City fra Championship.
Samtidig med ovenstående opgør spillede Chelsea og Aston Villa i London – og også her endte det i en målløs affære.
Fredagens tredje FA Cup-kamp mellem Sheffield Wednesday og og Coventry endte desuden også i et remis. Her fik fansene dog et par mål for pengene, da måltavlen viste 1-1 ved slutfløjt. Danske Victor Torp scorede for Coventry.
Den fjerde og sidste FA Cup mellem Manchester City og Tottenham er endnu ikke fløjtet af. Her er stillingen i skrivende stund 0-0 efter 77 minutter.