AGF’s defensive skadeskvaler ryster ikke Rösler: Vi er ikke desperate
Hele tre midtstoppere er ude med skader i AGF. Selvom cheftræner Uwe Rösler ærgrer sig over situationen, mener han ikke, det nødvendigvis kræver handling i transfervinduet.
Gennem efteråret var AGF ramt af flere skader blandt profilerne.
Og lidt over tre uger før starten på forårssæsonen er den gal igen på Fredensvang. Denne gang er det midterforsvaret, der må undvære tre spillere.
Men til trods for, at både Tobias Mølgaard, Mats Knoester og senest Michael Akoto er blevet ramt af skader, er Uwe Rösler ikke bekymret. Selvom cheftræneren erkender, at situationen er udfordrende, mener han ikke, den partout kræver forstærkninger til defensiven i transfervinduet.
– Vi har nogle udfordringer i det område af banen (midterforsvaret, red.). Knoester er ikke vendt tilbage. Vi troede, han helt sikkert ville være klar til vores træningslejr i Spanien, men han fik et tilbageslag, og det kan ske. Mølgaard, troede vi også ville være klar nu, men det er en langsom proces med en sene. Og onsdag fik Akoto meget uheldigt en skade, da han forvred sin ankel.
– Han (Akoto, red.) havde vist god form og spillede flest minutter af alle i Spanien (på klubbens træningslejr, red.). Han så godt ud, var mere komfortabel, passede bedre ind og forstod bedre måden, vi vil spille på. Det er meget synd for knægten, at han har fået dette lille tilbageslag nu. Hvor længe det varer, ved jeg ikke, siger Uwe Rösler til campo.dk og nævner samtidig, at Nicolai Poulsen også døjer lidt med sin læg, uden der er grund til bekymring.
Med tre midtstoppere ude på én gang og med lidt under en uge tilbage af transfervinduet kunne man forestille sig, at aarhusianerne ville være fristet til at bringe en erstatning ind til det skadesramte forsvar. Men det er ikke strengt nødvendigt ifølge den tyske cheftræner.
– Jeg er ikke bekymret. Jeg ved, hvad klubben planlægger, og vi er ikke desperate efter at gøre noget (i transfervinduet, red.). En klub som vores kigger altid efter muligheder, men vi er ikke i en desperat situation, hvor vi skal hente nogen ind, bare fordi vi i øjeblikket har nogle skader, siger Uwe Rösler.
Spørger man AGF’s styrmand i forsvaret, Frederik Tingager, er der heller ingen grund til panik over mandefaldet i bagerste kæde, selvom han glæder sig over, han og kollegerne ikke skal spille Superliga lige nu og her.
– Det er klart, at hvis vi skulle have spillet vores første kamp lige nu, ville det selvfølgelig være problematisk. Men vi ved også godt, vi har tre uger til kampen mod Vejle, så det er ikke noget, vi ligger søvnløse over, siger han til campo.dk.
Rösler melder AGF-profil klar til comeback: Han kommer til at spille mod FCKRösler og Tingager kan glæde sig over, at der også er positivt nyt på skadesfronten. For udover langtidsskadede Kevin Yakob meldes resten af truppen skadesfri.
Samtidig er én af klubbens store profiler vendt tilbage ovenpå operation med efterfølgende pause. Mikkel Duelund får nemlig spilletid i lørdagens træningskamp ude mod F.C. København. Det kan du læse mere om herunder.
AGF’s næste træningskamp er som nævnt mod F.C. København lørdag. Der er kick off på mestrenes træningsanlæg klokken 14.00. Første kamp for århusianerne i forårssæsonen er mod Vejle den 19. februar.
AGF’s fandarling på vej til gennembrud: Jeg har måttet kæmpe for drømmen Uwe Rösler tester ny AGF’er på flere positioner: Meget atletisk