
Medie: Spansk bomber rygtes til Saudi-Arabien
Som så mange andre kan Alvaro Morata nu være den seneste af en perlerække af europæiske fodbold-stjerner, der tager turen til Saudi-Arabien.

Alvaro Morata har fundet score-støvlerne frem.
I hvert fald har den spansk landsholdsspiller gang i en fornem sæson, og det går, som bekendt, ikke ubemærket hen i Saudi-Arabien.
Den saudiarabiske klub Al-Shabab skulle angiveligt være på udkig efter en ny angriber, da klubben efter sigende ønsker at skille sig af med Habib Diallo.
Ifølge Ben Jacobs, så har Al-Shabab udset sig Alvaro Morata, som den ideelle afløser for den senegalesiske angriber.
Det ville ikke være første gang, at Al-Shabab handler i Atlético. I sommer tog Yannick Carrasco nemlig samme tur, som den saudiarabiske klub nu håber, at Morata vil tage.
Man kan godt forstå Al-Shababs behov for en ny angriber.
Habib Diallo har blot scoret ét enkelt mål i Saudi Pro League, siden han skiftede fra franske RC Strasbourg i sommer.
Atléticos angriber-es har på den anden hånd scoret 19 mål i 28 kampe for den spanske hovedstads-klub i denne sæson.

