
Førstemålmand fik ophævet kontrakten: Helsingør præsenterer tidligere AGF-keeper samme dag
FC Helsingør har fundet sig en ny målmand, efter det tidligere onsdag blev til et farvel for Frederik Ibsen.

En målmand ud – ny målmand ind.
FC Helsingør vinkede tidligere onsdag farvel til Frederik Ibsen efter gensidig aftale mellem parterne.
Samme dag som det nu forhenværende førstevalg i målet har forladt klubben, har FC Helsingør nu præsenteret en ny keeper.
Der er her tale om 24-årige Kasper Kristensen.
Det oplyser NordicBet Liga-klubben på sin hjemmeside.
Kasper Kristensen har en fortid i AGF, hvor han fik sin fodbolduddannelse og også endte med at få seks kampe for klubbens første hold.
Det seneste år har han tilbragt i Trelleborgs FF i den næstbedste svenske række, hvor han har været fast mand.
Han er blevet udstyret med en aftale af to års varighed.
