AC Horsens-direktør afviser drama: Søndergård er en sand gentleman
AC Horsens valgte onsdag at fyre sportschef Niels Erik Søndergård, men ifølge klubbens direktør, der nu midlertidigt overtager rollen, så skete det hele i fred og fordragelighed.
I AC Horsens går jagten nu ind på en ny sportschef.
Den østjyske NordicBet Liga-klub opsagde onsdag Niels Erik Søndergård, men de to parter skilles i fred.
Sådan er meldingen i hvert fald fra klub-direktør Kristian Nielsen, der samtidig afviser, at der var samarbejdsvanskeligheder mellem ham selv og Niels Erik Søndergård.
– Niels Erik er et dybt professionelt menneske og en sand gentleman, og han tog det med den største respekt. Der var overhovedet ikke drama, og Niels Erik var selv med til at informere både spillertrup og den administrative afdeling om beslutningen, siger direktør Kristian Nielsen til campo.dk.
Beslutningen om at afskedige Søndergård blev taget af direktør Kristian Nielsen, og sportschefen fik selv beskeden onsdag morgen.
Officielt: AC Horsens fyrer sportschefNu er det i stedet Kristian Nielsen selv, der skal dobbeltjobbe i rollen som både direktør og sportschef, men det er ikke en rolle, han kommer til at have fast fremadrettet.
– Det er en opgave og et ansvar, jeg tager på mig, fordi det er nødvendigt på nuværende tidspunkt, men det er ikke meningen, at det skal være en vedvarende opgave, lyder det fra Kristian Nielsen, der ikke har en specifik kandidat til rollen som sportschef i kikkerten.
– Nu er det så nyt, så nu tager vi os tid til at kigge ind i den proces. Som mangeårig direktør i AC Horsens har jeg selvfølgelig et fornuftigt kendskab til dansk fodbold, så selvfølgelig har jeg tanker om, hvad det skal være for en profil, lyder det fra AC Horsens-direktøren.
AC Horsens-direktør maner beskyldninger til jorden: Intet nyt i detKristian Nielsen kunne allerede for et par dage siden berette, at AC Horsens ikke var færdige på transfermarkedet endnu, og det fastholder han også onsdag. Alligevel ser han ikke på fyringen af klubbens sportschef som speciel dårlig timing.
– Det er stadig planen, at vi kommer til at annoncere nye spillere. Der findes ikke god timing for sådan noget her. Opsigelsen sker i den største respekt for Niels Erik og den store indsats og flid, han har lagt i AC Horsens, lyder det fra Kristian Nielsen.
Ifølge AC Horsens sker fyringen af Niels Erik Søndergård på baggrund af dårlige sportslige resultater, der har resulteret i, at klubben overvintrer på NordicBet Ligaens syvendeplads.
Det sportslige ansvar ligger som udgangspunkt hos cheftræner Joakim Persson, men Kristian Nielsen afviser at kommentere på, hvorvidt den svenske cheftræners job har været til overvejelse.