Mikkel Kirkeskov træner med hos tophold i 2. Bundesligaen
I sidste uge fik Mikkel Kirkeskov ophævet sin kontrakt i polske Zaglebie Lubin. Danskeren træner nu med i topklub i 2. Bundesligaen.
Mikkel Kirkeskov og Holstein Kiel er ikke noget nyt bekendtskab.
Den 32-årige venstreback har tidligere tørnet ud for det nordtyske mandskab, men skiftede væk i sommer. Men nu er danskeren tilbage.
Den tidligere AGF- og OB-back er nemlig til prøvetræning hos Kiel, som aktuelt indtager andenpladsen i 2. Bundesligaen. Og det er bestemt en mulighed, at Kirkeskov veksler prøvetræningen til en kontrakt.
Det forklarer Holstein Kiels 44-årige cheftræner, Marcel Rapp, til den lokale avis Kieler Nachrichten.
– Vi sætter os sammen igen og går gennem truppen, udtaler Rapp til lokalavisen ifølge Kicker og fortsatte om Kirkeskov.
– Men det er en mulighed at købe ham igen.
Mikkel Kirkeskov nåede at spille 50 kampe for Holstein Kiel fra 2021 og frem til afgangen sidste sommer, inden han skiftede til den polske liga.
Holstein Kiel ligger aktuelt nummer to i den næstbedste tyske række med bare et enkelt point op til førstepladsen St. Pauli. Torsdag aften møder Kiel fjerdepladsen fra Greuther Fürth.
Mikkel Kirkeskov har foruden Zaglebie Lubin og Holstein Kiel spillet i AGF, OB, norske Aalesund og polske Piast Gliwice.
Medie: Ophedede diskussioner i Silkeborg – nægter salg af midtbaneprofil