
Bekræftet: Newcastle-profil opereret – kan være færdig for sæsonen
Newcastle bekræfter tirsdag, at klubbens brasilianske offensivprofil har gennemgået en operation, som ventes at holde ham ude længe.

Sunderland og Newcastle spillede Tyne-Wear Derby i starten af året.
Det plejer at gå hårdt for sig, når ærkerivalerne mødes, og det fik Newcastle-profilen Joelinton at mærke på egen krop.
Derfor måtte brasilianeren lade sig udskifte efter bare 47 minutter i Newcastles sejr. Længe har der været tavshed om skadens omfang, men nu er der nyt fra den nordengelske klub.
Tirsdag aften skriver Newcastle på sin hjemmeside, at 27-årige Joelinton har fået en skade i låret, og skaden har været så slem, at brasilianeren måtte under kniven.
– Newcastle United kan bekræfte, at Joelinton succesfuldt har gennemgået en operation for en lårskade, som han pådrog sig tidligere på måneden.
– Midtbanespilleren vil nu påbegynde en rehabiliteringsperiode, der vil blive overvåget af klubbens lægeteam, og det forventes, at han vender tilbage til aktion i maj 2024.
Newcastle spiller sin sidste kamp i Premier League søndag den 19. maj mod Brentford.
