Udinese straffer tilskuer med livstidskarantæne efter racistiske tilråb
AC Milans målmand Mike Maignan blev lørdag udsat for racistiske tilråb i forbindelse med udekampen mod Udinese. Nu er bagmanden identificeret og straffet.
Mike Maignan hørte abelyde, da han og AC Milan mødte Udinese lørdag.
Den franske landsholdsmålmand gjorde dommeren opmærksom i første halvleg, og efter en kort afbrydelse, blev kampen genoptaget.
Udinese har efterfølgende identificeret manden bag de racistiske ytringer, og han er nu straffet med karantæne på ubestemt tid. Det meddeler klubben mandag aften på sin hjemmeside.
– Udinese Calcio meddeler efter identifikation af den person, der primært er ansvarlig for de beklagelige racistiske fornærmelser mod Maignan, at den pågældende person vil blive udelukket fra vores stadion på ubestemt tid med øjeblikkelig virkning, skriver klubben på sin hjemmeside.
Udinese skriver videre, at de siden lørdag har arbejdet i tæt samarbejdet med lokale myndigheder for at finde frem til bagmanden. Her har Udinese blandt andet stillet videomateriale fra overvågningskameraer fra stadionet til rådighed.
Udinese takker til slut politiet for samarbejdet omkring opklaringen. AC Milan vandt kampen 2-3 efter en sen scoring.
Maignan blev udsat for racisme: Jeg hørte abelyde