Bo Henriksen booker billet på lægterne: Karantæne i derby
Bo Henriksen er henvist til lægterne, hvor han skal afsone karantæne, når hans FC Zürich-mandskab skal møde lokalrivalerne fra Grasshoppers.
Han er kendt for at være en mand med følelserne uden på tøjet.
48-årige Bo Henriksen har altid været et livligt indspark på sidelinjen, men søndag blev det for meget for danskeren, der fik sit fjerde gule kort i sæsonen, da Zürich spillede 0-0 mod Basel.
Dermed har den danske cheftræner booket sig en plads på lægterne til søndagens derby mod lokalrivalerne Grasshoppers. Det skriver det schweiziske fodboldforbund mandag.
På trods af den manglende tilstedeværelse på sidelinjen må Bo Henriksens Zürich stadig siges at være favoritter, når de gæster Grasshoppers på søndag.
Zürich ligger nemlig noget bedre til i den schweiziske Super League, hvor de på nuværende tidspunkt indfinder sig på tredjepladsen.
Værre ser det ud for rivalerne fra Grasshoppers, der lige nu befinder sig på niendepladsen med 11 point op til Bo Henriksens mandskab.
FC Zürich: Forhandlinger er i gang med Bo Henriksen