Saudisk Fodbold

Ronaldo om United-exit og VM-bænkplads: Folk troede det var slut

Cristiano Ronaldo fortæller i et interview, hvordan han kunne mærke, at folk troede, hans tid var slut, da han forlod Manchester United og blev sat på bænken for Portugal under VM. Men efter et år i Al-Nassr vurderer verdensstjernen, at situationen er en helt anden.

Cristiano Ronaldo i kamp for Al-Nassr mod Al-Ettifaq.
Foto: Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix.

Cristiano Ronaldo lavede sidste år et overraskende skifte, da superstjernen valgte at skifte til Al-Nassr i Saudi Arabien.

Dengang kom skiftet på baggrund af, at Ronaldo havde leveret et kontroversielt interview med journalisten Piers Morgan, hvor portugiseren revsede Manchester United og klubbens manager, Erik ten Hag.

Konsekvensen af interviewet blev, at Ronaldo og United blev enige om at ophæve angriberens kontrakt.

Oven på den episode deltog den portugisiske stjerne ved VM i Qatar, hvor han endte slutrunden med at starte på bænken i både 1/8-finalen mod Schweiz og kvartfinalen mod Marokko.

De fleste fans og journalister blev oven på de to episoder enige om, at Ronaldos tid i topfodbold var forbi – især da skiftet til Al-Nassr blev en realitet.

Spoler vi tiden frem til i dag, så er Cristiano Ronaldo netop blevet kåret til den bedste målscorer i 2023, hvor hans 54 mål slog både Erling Haaland og Kylian Mbappé.

Oven på den triumf har den tidligere Manchester United- og Real Madrid-spiller givet et interview til mediet Record, hvor han svarer sine kritikere igen.

– Hvis du går tilbage og ser, hvad der skete i Manchester United og med landsholdet, så troede folk, at det var slut.

– Men sandheden er, at jeg har været fokuseret og har haft en god periode i Al-Nassr. Det er derfor, at jeg har scoret 54 mål.

Artiklen fortsætter efter reklamen.

– Jeg er ikke overrasket over mit eget niveau, da jeg ved, at jeg stadig har en masse at give.

– Jeg ved, at jeg kan score en masse mål for Al-Nassr og landsholdet, så det var fantastisk på et personligt plan at score 54 mål, siger Cristiano Ronaldo ifølge Fabrizio Romano til Record.

Fodboldfans skal da heller ikke regne med, at 38-årige Ronaldo stopper karrieren lige foreløbig.

I forbindelse med et awardshow i Dubai udtalte superstjernen nemlig, at han gerne fortsætter sin karriere mange år endnu.

Ronaldo er langt fra færdig: Stopper måske først om 10 år

Cristiano Ronaldo har i denne sæson scoret 24 mål og lavet 11 assist for Al-Nassri.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P