Serie A-brag afbrudt efter racistiske tilråb
Mike Maignan blev lørdag aften offer for racistiske tilråb, hvilket fik ham til at forlade banen.
AC Milan-keeper Mike Maignan måtte lørdag aften lægge øre til racistiske tilråb fra lægterne.
Episoden udspillede sig under kampen mellem AC Milan og Udinese på sidstnævntes hjemmebane.
Den franske målmand gjorde i første omgang kampens dommer opmærksom på tilråbene, inden opgøret kort efter blev genoptaget.
Det korte spilstop fik dog ikke de racistiske tilråb til at stoppe, hvorfor Mike Maignan forlod banen.
Stillingen ved episoden var 0-1 til AC Milan. Opgøret var afbrudt i omkring 10 minutter, inden det blev genoptaget.
Få minutter efter genoptagelsen har Udinese fået udlignet, så stillingen nu er 1-1 med få minutter tilbage af første halvleg.
Thomas ‘TK’ Kristensen starter inde for Udinese, mens Simon Kjær er i startelleveren for AC Milan.