Premier League

Hodgson om fanprotester: Har brug for jer for at overleve

Der var tydelige fanprotester, da Crystal Palace lørdag tabte 5-0 til Arsenal. Efter kampen blev Roy Hodgson spurgt ind til protesterne.

Roy Hodgson forstår godt frustrationen blandt fans, efter Arsenal slog Crystal Palace 5-0
Foto: Andrew Boyers/Reuters/Ritzau Scanpix

– Spildt potentiale både på og udenfor banen. Dårlige beslutninger, der sender os bagud.

Sådan lød budskabet fra de medrejsende Crystal Palace-fans, da de var på et ubehageligt lørdagsbesøg på Emirates, hvor gæsterne tabte med 5-0.

Mål og Highlights: Arsenal er tilbage – ødelægger Joachim Andersen og co.

Utilfredsheden blandt fansene blev synliggjort, da de i anden halvleg fandt en række bannere frem med budskaberne, der går direkte efter klubbens ledelse.

Efter kampen spurgte James Benge, der er journalist ved mediet CBS, Hodgson til bannerne, der havde fyldt udebaneafsnittet.

– De er i deres gode ret til at have deres mening. Jeg forstår udmærket deres frustration og deres vrede… Vi kan sagtens komme med undskyldninger, men i sidste ende har vi brug for vores fans, hvis vi skal undgå nedrykning.

Med det store nederlag til Arsenal fortsætter Palace sin dårlige form, og som Hodgson selv er inde på, skal de vingeskudte ørne kæmpe med næb og klør, hvis de ikke skal falde under nedrykningsstregen.

På nuværende tidspunkt har Crystal Palace fem point ned til Luton, der ligger under stregen.

Palace har kun vundet en af de seneste 10 kampe, de har spillet i Premier League, så det er ikke så underligt, at fansene er utilfredse.

Næste gang Hodgsons mandskab skal i aktion er mod nedrykningskandidaterne fra Sheffield United d. 30. januar.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P