
Ung Arsenal-dansker blev tilbagekaldt: Nu er han blevet lejet ud på ny
Mika Biereth nåede knapt nok at blive tilbagekaldt fra det ene lejeophold, inden han nu er blevet sendt afsted på et nyt.

Man skal være omstillingsparat, når man lever af at spille fodbold.
Det må endnu en gang siges at være tilfældet for den danske U21-landsholdsangriber Mika Biereth.
Således blev han torsdag hentet tilbage til Arsenal fra sit lejeophold i skotske Motherwell, og fredag aften er han så blevet udlejet på ny.
Denne gang går turen til Østrig, hvor Sturm Graz står klar til at tage imod Arsenal-danskeren.
Det oplyser Sturm Graz.
– De seneste dage har virkelig været spændende. Det hele er gået meget hurtigt, men sådan er det bare i fodbold.
– Sturm Graz er en stor klub i Østrig med høje ambitioner – ligesom jeg er ambitiøs og bestræber mig på at opnå det højeste både personligt og med holdet, siger han til Sturm Graz’ hjemmeside.

Lejeaftalen gælder for resten af sæsonen.
Mika Biereth har tidligere været forbi Fulhams ungdomssystem, inden han skiftede til Arsenal.
Han nåede at notere sig for seks mål og fem assists i den bedste skotske række for Mothwell.
Mika Biereth kan nu se frem til at få den tidligere F.C. København-spiller William Bøving som en af sine holdkammerater i Østrig.