Træningskampe

Ung OB’er efter flot frisparkskasse: Troede Bashkim skulle sparke

OB spillede sin første træningskamp i weekenden, hvor det blev til et 3-2 nederlag til Kolding IF. Markus Jensen scorede et flot kasse direkte på frispark. Fredag spiller Jensen og OB igen.

Markus Jensen i kamp for OB
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Markus Jensen rykkede i sommer op i OBs førsteholdstrup.

Derfor er den 18-årige fynbo med til sin første vinteropstart som fuldblods seniorspiller, og i weekenden spillede han og OB årets første testkamp.

Kolding IF fra NordicBet Ligaen var modstanderen, og som det var tilfældet, sidst OB mødte et første divisionshold fra Trekantsområdet, så indkasserede fynboerne tre mål. Men Markus Jensen stod for et af kampens højdepunkter.

Offensivspilleren scorede nemlig på et direkte frispark, og det havde han egentlig ikke regnet med.

– Jeg troede, at Bashkim skulle afslutte, men han spurgte pludselig, om jeg ville sparke. Det ville jeg gerne, fortæller Jensen til OBs hjemmeside.

Unge Jensen er kommet igennem OBs talentafdeling, og frisparksmålet var ingen tilfældighed, fortæller fynboen.

– Vi arbejder med et nyt system, der hedder Trackman, hvor jeg blandt andet er blevet udvalgt til at sparke frispark. Med systemet kan vi se, hvor vi rammer bolden, og hvordan den flyver i detaljer. Så det har jeg arbejdet meget med, forklarer han.

Markus Jensen og OB spiller fredag vinterens anden testkamp mod B.93 på Vanløse Idrætspark. Jensen håber, at klubbens fans kan se, hvad OB under Søren Krogh gerne vil.

– Vi har arbejdet stenhårdt i pausen, og jeg håber, vores fans kan se, hvor vi vil hen. Vi håber på at kunne vise noget af det, vi gerne vil, men det vigtigste er at få nogle meter i benene og få arbejdet os hen imod, hvor vi gerne vil stå, fortæller OBs nummer 11.

Kampen mellem B.93 og OB spilles klokken 14, og der er gratis entré på Vanløse Idrætspark.

Medie: OB udlejer finsk forsvarsspiller til Serie B-klub

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P