
Officielt: Lyon henter nigeriansk angriber-talent
Olympique Lyon meddeler torsdag aften, at klubben har hentet Gift Orban fra belgiske KAA Gent.

Gift Orban er nu på plads i Olympique Lyon.
Den nigerianske angriber startede som lyn og torden, da han kom til KAA Gent i Belgien.
I denne sæson har Gift Orban, dog ikke vist sig at være spor giftig. Nu giver Lyon ham muligheden for at bevise sit værd i den bedste franske række.
Den nu tidligere KAA Gent-spiller skriver således under på en kontrakt, som binder ham til Olympique Lyon indtil 2028.
I indeværende sæson har Gift Orban spillet 17 kampe for Gent, men kun scoret tre mål – det lever ikke op til den standard, som nigerianeren satte i sin første sæson.
Her scorede den nigerianske skarpretter nemlig 20 mål i bare 22 optrædener.

Orban holder også rekorden for det hurtigste hattrick i en UEFA-turnering nogensinde, da han scorede tre mål på bare tre minutter mod Basaksehir i Conference League tilbage i marts 2023.
Lyon har brug for al den hjælp de kan få, da klubben i skrivende stund blot har fire point ned til nedrykningsstregen med bare 16 point efter 18 kampe i Ligue 1.


