
Medie: Saudisk klub giver ikke Henderson lov at smutte
Ajax har allerede bekræftet, at de er i dialog med Jordan Henderson, men nu melder engelsk avis, at englænderens saudiske klub Al-Ettifaq ikke ønsker at lade deres store stjerne smutte.

Jordan Henderson lignede en færdig mand i saudisk fodbold.
Englænderen ønskede et skifte væk, og senest har Ajax bekræftet deres interesse i 33-årige Henderson.
Men hvad der lignede et saudisk exit, kan nu løbe ud i ørkensandet for den engelske midtbanespiller. Engelske forlydender melder nu, at Al-Ettifaq ikke tillader en afgang for den tidligere Liverpool-kaptajn.
Det er det engelske avis Daily Mail, der har historien om den manglende velvillighed hos Al-Ettifaq. Mediet skriver sent søndag aften, at Henderson ikke skal regne med et skifte væk fra Saudi-Arabien.
Avisen skriver, at Al-Ettifaq ingen interesse har i at lade Henderson smutte. Hverken nu eller senere i januars transfervindue. Henderson kom til klubben som den store transfersatsning, og den er de ikke klar til at lade gå nu.
Jordan Henderson er på vej til Saudi-Arabien nu, hvor træningen begynder frem mod sæsonstarten i februar. Her venter en snak mellem ledelsen i Al-Ettifaq og Jordan Henderson, erfarer Daily Mail.
Jordan Henderson kom til klubben i sommer og er noteret for 19 kampe.
