
81 kampe i Æresdivisionen: Landsholdsangriber træner med i HB Køge
HB Køge har i den kommende tid fodboldbesøg af en landsholdsspiller fra det carbibiske land Curacao, som træner med i den sjællandske klub.

Der er pænt besøg i HB Køge den kommende tid.
Her træner den curacaoanske landsholdsangriber Jafar Arias med hos Nicklas Pedersens tropper. Det skriver klubben mandag.
Den 28-årige angriber har været uden kontrakt siden i sommer, hvor aftalen med den hollandske Eerste Divisie-klub Helmond Sport udløb. Jafar har dog både spillet og scoret mål på det øverste niveau i Holland.
Helt præcist 81 gange har Jafar løbet på banen til en Æresdivisionen-kamp for både Groningen, FC Emmen og senest VVV-Venlo. Her er det i alt blevet til otte scoringer i Æresdivisionen.
Jafar Arias spiller også på landsholdet for Curacao, hvor han er noteret for otte landskampe, blandt andet i Nations League.
HB Køge skriver ikke, hvor længe Jafar træner med i klubben.
