
Stolt De Jong om rekord: Det er en fantastisk ting
Luuk de Jong er stolt af at have gjort nogle af hollandsk fodbolds største legender selskab, da han lørdag sparkede sig ind i top 10 over Æresdivisionens mest scorende spillere nogensinde.

Lørdag sparkede rutinerede Luuk de Jong sig ind i det fineste selskab for målscorere i Holland.
Den tidligere Sevilla- og FC Barcelona-angriber scorede hattrick mod Excelsior i en kamp, der endte 3-1 i Æresdivisionen.
De tre kasser bragte De Jongs samlede måltotal i ligaen på 164 i karrieren. Dermed er han nu i top-ti over de mest scorende spillere nogensinde i Holland, og det er selvsagt noget, der gør angriberen stolt.
– De rekorder er selvfølgelig fantastiske. Hver uge får jeg en liste fra nogen med en ny rekord, siger den 35-årige angriber til det hollandske medie AD og fortsætter:
– Det er en fantastisk ting at ende på sådan nogle lister på så højt et niveau. Forhåbentlig kan jeg blive i top-ti i lang tid.

3-1-sejren var PSV Eindhovens 17. ud af 17 mulige, og klubben fører rækken suverænt med 13 point ned til Feyenoord på andenpladsen.
Luuk de Jong har scoret 15 ligamål i indeværende sæson. Kun Feyenoords Santiago Gimenez og AZ Alkmaars Vangelis Pavlidis har scoret flere gange. De to angribere ligger på en delt førsteplads på topscorerlisten med 18 fuldtræffere hver.