Sancho om lejeaftale: Dortmund er som et hjem for mig
Jadon Sancho er glad for at være tilbage i Dortmund, som han beskriver som et hjem i nyt interview med den tyske klub.
Jadon Sancho er vendt hjem.
Englænderen beskriver i hvert fald den tyske storklub som et hjem i et interview med klubbens egen hjemmeside, efter det torsdag blev offentliggjort, at Sancho lejes fra Manchester United resten af sæsonen.
– Det er så rart at være tilbage. Dortmund er som et hjem for mig. Det er her min karriere startede. Det var altid min drøm, og jeg er glad for at være her igen, lyder det fra den 23-årige englænder i interviewet.
I indeværende sæson har Sancho kun spillet i tre Premier League-kampe for United, og han er blevet uvenner med Erik ten Hag. Derfor lå det i kortene, at den unge kantspiller skulle kigge i andre retninger, hvis han ville spille fast.
Officielt: Sancho forlader UnitedI interviewet med klubbens egen hjemmeside blev Sancho spurgt til ivrigheden efter at spille for Dortmund, hvortil englænderen var klar i mælet.
– Jeg kan ikke vente med at komme i gang! Vi skal vinde kampe. Jeg skal score mål og være med til at sætte mål op.
Sancho blev hentet fra netop Dortmund til Manchester United for en svimlende sum af 630 millioner kroner i 2021.
På trods af at Sancho ikke har levet op til det enorme prisskilt i United, hvor han kun har noteret sig for 12 mål i 82 kampe, var det ikke uden grund, at han blev hentet for en kæmpe sum i Dortmund.
I sin tid i Dortmund scorede Sancho nemlig 50 mål og lavede 64 assists i perioden 2017-2021.