Roony Bardghji: Den bedste om fem år
FC Københavns unge svensker Roony Bardghji lufter tårnhøje ambitioner i et interview med The Athletic.
De allerstørste klubber har fået øje på Roony Bardghji. Senest er både Manchester City og Manchester United blevet meldt interesseret i FC Københavns 18-årige svenske stortalent.
Med interessen fra storklubber følger også interesse fra de store medier.
Senest fra internationalt anerkendte The Athletic der under overskriften “Roony Bardghji interview: ‘I watched Messi and tried to do the same as him’” bringer en stor portrætartikel af offensivspilleren.
Over for The Athletic gentager Bardghji sin ambition om at blive verdens bedste fodboldspiller. Og sætter en tidsramme på ambitionen.
– Selvfølgelig drømmer jeg om at spille i de største ligaer og om at spille for et af de største hold. Men det at blive den bedste spiller i verden, det er mit største mål.
– Det er det, jeg arbejder hen imod hver dag. At nå mit mål om fem år. Hvis du drømmer, så drøm stort, siger Bardghji.
Målrettet FCK-komet: Jeg vil være den bedste i verden – intet kan stoppe migI artiklen hos The Athletic fortæller Bardghji blandt andet også om sin opvækst, om sin fascination af Lionel Messi, om en prøvetræning hos Tottenham som 12-årig og om skiftet til FC København, da han fyldte 15 år.
Med bopæl i Sverige måtte han op kl. 5.30, afsted over Øresundsbroen, i skole og til træning, for først at være hjemme igen kl. 20.30.
Han mener, at den kompromisløse arbejdsdisciplin har gjort ham til den spiller og den person, han er i dag.
Kunne ikke mærke noget som helst
Roony Bardghji tiltrak sig for alvor opmærksomhed, da han scorede det afgørende mål i FC Københavns 4-3-sejr over Manchester United i Champions League i november.
“En særlig dag”, som han kalder det i interviewet med The Athletic.
– Jeg sværger, jeg kunne ikke mærke noget som helst. Jeg var bare så glad, at jeg slet ikke ved, hvad jeg lavede. Det er ubeskriveligt. Byen gik amok. Det er helt sikkert det vigtigste mål i min karriere. Det var en særlig dag, siger Bardghji.
Han og FC København indleder foråret i Superligaen med en udekamp mod Silkeborg søndag den 18. februar. Altså forudsat at interessen fra storklubberne ikke udmønter sig i et skifte for den unge svensker.