Officielt: Sportschef stopper i FC Nordsjælland
FC Nordsjælland skal igang med at finde en ny sportschef, efter Jan Laursen har meddelt klubben, at han stopper til sommer.
Det er noget af en kapacitet, FC Nordsjælland til sommer må sige farvel til.
52-årige Jan Laursen har besluttet at stoppe i klubben, hvor han senest har været sportschef, efter mere end 25 år i klubben.
Det meddeler superligaklubben fredag.
– Det har selvsagt været en ekstrem svær beslutning. Når man er et sted, hvor man har det så godt og har så mange følelser og nære venskaber involveret, som jeg har haft det gennem alle årene i FCN, så er det tæt på umuligt at træffe den beslutning og ikke mindst den rette timing for den. I løbet af det seneste år har jeg dog kunnet mærke, at tiden var ved at være inde til at udfordre mig selv på en ny bane og give stafetten videre.
FC Nordsjælland beretter, at Jan Laursen nu har planer om at startet eget konsulent- og rådgivningsfirma.
FC Nordsjælland rejser på alternativ træningslejr– Jeg har i en del år leget med tanken om at benytte alle de ting, jeg har lært gennem årene, til andet end det, man nødvendigvis kommer til i klubregi – og samtidig i højere grad selv være herre over min kalender og tid.
– Det har altid været en stor motivation for mig at hjælpe andre med deres udvikling og hjælpe med at åbne døre for dem, når de skulle videre ud på deres næste rejse, uanset om det var i Danmark eller på den store, internationale scene. Det ønsker jeg i endnu højere grad at dedikere min tid til, ligesom jeg også meget gerne vil hjælpe klubber, trænere m.m. med de ønsker, drømme og behov de måtte have, lyder det fra Jan Laursen.
Selvom han forlader FC Nordsjælland, forlader Jan Laursen langt fra fodbolden. Hans forestående konsulent- og rådgivningsfirma skal med afsæt i Laursens mangeårige erfaring og store netværk i både Danmark og internationalt hjælpe både klubber, spillere, trænere og andre funktioner i fodboldverdenen, lyder det fra FC Nordsjælland.
– Jeg er dybt taknemmelig for, at klubbens ejerskab og ledelse har udvist så stor forståelse for mit ønske, og at vi sammen har kunnet forberede os bedst muligt på dette. Som jeg har sagt mange gange før, er en af styrkerne i FCN, at vi arbejder sammen som et hold om tingene, og jeg glæder mig over at vide, at jeg efterlader klubben i de bedste hænder og på et fantastisk sted, lyder det fra Jan Laursen.
Jan Laursen kommer i første omgang til at varetage sit job som sportschef frem til sommer, hvor Farum-klubben vil tage afsked med klubmanden, der har dedikeret mere end 25 år af sit liv til klubben, i forbindelse med en hjemmekamp.