
Medie: Matic vil væk fra Frankrig – PL-klub lurer i kulissen
Nemanja Matic vil væk fra franske Stade Rennais. Det skriver italiensk transferjournalist, som melder, at flere klubber står klar til at hente den tidligere Manchester United- og Chelsea-spiller.

Nemanja Matic skiftede til franske Stade Rennais i sommer, men nu vil han væk.
Det skriver den italienske transferjournalist Gianluca Di Marzio, som erfarer, at Matic ønsker at blive sat på transferlisten i Ligue 1-klubben.
Og der er en ganske særlig årsag til det pludselige skifte for den 35-årige midtbanespiller. Han kan nemlig ikke få børnene optaget på den internationale skole i Rennes, erfarer journalisten.
Den manglende studiestart for Matic’ børn har angiveligt fået serberen til at forlange et skifte væk fra Bretagne-klubben. Og kommende klubber står allerede klar i kulissen, skriver den italienske journalist.
Både den franske storklub Olympique Marseille er interesseret i at hente Matic, men også fra Premier League er der en bejler. Den kommer fra rækkens 13. plads fra Fulham, som også har set sig lune på den serbiske midtbanestrateg.

Nemanja Matic har foreløbigt spillet 19 kampe for Stade Rennais siden skiftet fra AS Roma, og Rennes-klubben indtager 10. pladsen i den franske Ligue 1.