‘Padle-Pentz’ i Brøndby: Vi kan opnå noget stort
Patrick Pentz og Brøndby IF er i disse dage på træningslejr i London, som led i klargøring til de sidste fem kampe i Superligaens grundspil til februar. Målmanden er glad for at være tilbage på træningsbanen og føler sig i fin form.
De danske superligaklubber er tilbage på træningsbanerne igen.
Den seneste måned med selvtræning og løbeture i skoven er forbi, og det gælder også for Brøndbys østrigske målmand Patrick Pentz.
Han er lige nu samlet med resten af Brøndby-holdet på træningslejr i London. Her arbejdes der for at komme tilbage i topform, og målmanden er glad for at have græs under støvlerne og en bold i handskerne igen.
– Det vil tage lidt tid, før alle er tilbage i topform, for fire uger er længe at være væk fra fodbolden. Du kan tage nogle løb og holde dig fit i ferien, men det er noget helt andet, når du er på banen med en bold, udtaler Pentz til Brøndbys hjemmeside.
At være i god fysisk form er vigtigt som markspiller, men for den Bayer Leverkusen-ejede målmand så giver løbetræning ikke meget mening som målmand. Derfor har han især holdt sig i gang med en lidt anden sportsgren.
– Jeg følger mig selv i fin form. Jeg plejer ikke at have så lange ferier, men det har været okay. Det er noget andet som målmand, for man kan ikke rigtigt arbejde på at holde sin målmandsform ved lige med løb eller andet selvtræning.
– Det, der kommer tættest på målmandstræning, vil jeg sige er paddle tennis faktisk. Med alle de hurtige bevægelser og de mange retningsskifter. Jeg har spillet det en del, for det er virkelig en god øvelse, slutter målmanden.
De færreste hold i Superligaen kan følge med
Brøndby overvintrer på andenpladsen i Superligaen, og de sparker foråret i gang med et regulært topbrag mod FC Midtjylland. Brøndby kan overtage førstepladsen med en sejr, og selvom Pentz drømmer stort, så slår han fast, at der ikke bruges mange minutter på at stirre på tabellen.
– Mens sæsonen er undervejs, bruger vi ikke så meget energi på den. Det handler om at tage en kamp ad gangen, og så er tabellen ikke så vigtig.
– Jeg tror dog på, at vi kan opnå noget stort, og sådan er fornemmelsen i hele truppen. Kemien på holdet er virkelig god og når vi spiller vores bedste fodbold, kan de færreste følge med. Vi skal bare fortsætte med at arbejde, og så må vi se, hvad det kan blive til i foråret, slutter målmanden.
Kampen mellem Brøndby og FC Midtjylland spilles søndag den 18. februar klokken 18. Inden da spiller Vestegnsklubben blandt andet mod F.C. København i en træningsturnering i Portugal.
Københavner-derby: Brøndby og F.C. København tørner sammen i Portugal