Magne Hoseth om Lyngby-ansættelse: Er her for at skabe historie
Lyngby bekræftede torsdag aften, at Magne Hoseth overtager cheftræner-rollen i klubben. Det ansvar har nordmanden udtalt sig om.
Magne Hoseth er tilbage i 3F Superligaen.
Denne gang er det som cheftræner for Lyngby Boldklub, at den norske træner skal gøre sig bemærket i det danske.
Efter ansættelse blev Hoseth interviewet af klubbens egen hjemmeside, hvor han blandt andet blev spurgt ind til sine forventninger som ny træner for klubben.
– Mit håb og mine drømme er, at vi fortsætter den udvikling, som Lyngby Boldklub har gang i. Her er et rigtig stærkt fundament og en utrolig god kultur, og den glæder jeg mig rigtig meget til at blive en del af og videreudvikle. Jeg er en vindertype, og jeg er her for at skabe historie, siger Hoseth til Lyngbys hjemmeside.
Selvom trænerens ambitioner er store, påpeger Hoseth, at det kan tage tid at implementere sit eget udtryk, og at Lyngby ikke er en klub, hvor alt skal ændres.
– I den første tid, skal man nok ikke forvente, at det bliver så anderledes, end det har været den seneste tid. If it aint broken – dont fix it. Men på den lange bane er målet, at vi skal spille mere offensivt og have flere folk foran bolden, så vi kan skabe chancer og underholde, lyder det fra Hoseth.
Hoseth havde stor succes i færøsk fodbold, hvor han som cheftræner førte KÍ Klaksvík gennem kvalifikationen til Europa Conference League.
Bekræftet: Magne Hoseth er ny cheftræner i Lyngby BoldklubMen det er ikke nordmandens første ansættelse i den danske Superliga. Hoseth spillede nemlig selv i F.C. København fra 2004 til 2005, hvor han scorede syv mål og lavede ni assists i Superligaen.
Hoseth får med al sandsynlighed allerede sin trænerdebut for Lyngby lørdag d. 13 januar, når de gæster Næstved BK i en træningskamp.