
United-legende raser mod Højlund: Stop med at pjatte rundt
Roy Keane lægger ikke skjul på, hvordan han ville have haft det med Rasmus Højlund, hvis de havde spillet på hold sammen.

Roy Keane nåede 12 og et halvt år i Manchester United, inden han i 2006 smuttede til Celtic for kort derefter at indstille karrieren.
At den hårdhudede irer ikke længere er at finde i den engelske storklub er nok ganske godt for Rasmus Højlund, der mandag aften brændte sin andel af chancer i særligt første halvleg mod Wigan.
I pausen gjorde Roy Keane det nemlig klart i studiet, at han mildest talt ikke havde været tilfreds med den danske angriber, hvis de to havde spillet på hold sammen.
– Du er for flink. Du er for flink. Jeg havde været rasende over ham. Rasende.
– Han har haft store chancer. Få nu bare bolden i mål og stop med at pjatte rundt, siger Roy Keane i et klip fra The Independent TV.
Manchester United-legendens kommentarer kom som en respons på udtalelserne fra en af de andre fodboldeksperter, Roberto Martinez, der forsøgte at tage Rasmus Højlund i forsvar.
Manchester United endte med at vinde opgøret 0-2 og er dermed videre til næste runde i FA Cup. Målene blev scoret af Diogo Dalot og Bruno Fernandes.