
‘NeverLusen’ – suveræne Leverkusen alene om denne bedrift på tværs af 54 ligaer
Der er bred enighed om, at Xabi Alonso har gjort et fremragende stykke arbejde i den tyske bundesligaklub Leverkusen. Og holdet har også været aldeles suveræne viser statistik.

V V V V V U V V V V V V V V V V V V V V U V U V V V
👆🏼… sådan ser suverænitet ud!
Bayer Leverkusen fører lige nu Bundesligaen med fire point ned til Bayern München, der dog har spillet en kamp færre, og klubben har faktisk været suveræne i alle turneringer indtil nu i denne sæson. Det viser en ny statistik, der er kommet frem på det sociale medie Reddit.
Xabi Alonsos mandskab fra Bayer 04 Leverkusen har i sæsonen nedlagt al modstand i alle turneringer, og på tværs af alle turneringer har holdet endnu ikke tabt én eneste fodboldkamp. Og det er de ene om på tværs af 54 ligaer i Europa.
Også Differdange fra Luxembourg har i samme periode præsteret ikke at tabe i ordinær spilletid, men de tabte til gengæld 4-3 i forlænget spilletid i deres Conference League-playoff i august mod Maribor.
Leverkusen er ikke kun suveræne i Bundesligaen. I Europa League vandt tyskerne Gruppe H med seks sejre ud af seks mulige, og i den tyske pokalturnering skal topholdet møde Stuttgart i februar.
I tråden på det sociale medie Reddit omtaler en bruger holdet som ‘NeverLusen’ – holdet der aldrig taber!
Floriana på Malta var også indtil lørdag ubesejret, indtil de tabte 1-0 til Hamrun.
Xabi Alonso har kontrakt med Leverkusen til 30. juni 2026.