‘And the winner is…’: Årets danske fodboldspillere i 2023 er fundet
Lørdag aften er prisernesom Årets Mandlige Fodboldspiller og Årets Kvindelige Fodboldspiller blevet uddelt.
Årets mandlige og kvindelige fodboldspiller i 2023 er nu fundet.
Priserne blev uddelt lørdag aften til det store gallashow ‘Sport 23’, hvor først mændenes vinder skulle findes.
Her var Andreas Christensen, Joachim Andersen og Rasmus Højlund alle nomineret til den ærefulde pris, og det var den tidligere landsholdskæmpe Preben Elkjær, som afslørede vinderen.
Og vinderen blev FC Barcelonas 27-årige danske forsvarsspiller Andreas Christensen. Det er første gang, at Christensen vinder prisen.
Også hos kvinderne blev prisen uddelt.
Her var Amalie Vangsgaard, Kathrine Kühl og Stine Ballisager nomineret, og prisen blev overrakt af den tidligere landsholdsspiller Janni Arnth.
Og ligesom hos herrerne, var det en 27-årig, der løb med hæderen.
Paris Saint-Germans danske angriber Amalie Vangsgaard har haft et forrygende 2023 på både klub- og landshold, og nordjyden kan nu også kalde sig Årets Kvindelige Fodboldspiller 2023.
Den vigtigste af årets fodboldpriser, den der gives til ‘Årets Holdkammerat’, gik til unge Olivia Kirkegaard fra Grindsted GIF Fodbold.
Priserne til årets spiller hos både mændene og kvinderne har siden 2021 været uddelt i samarbejde mellem DBU og Spillerforeningen.
Se de fem seneste vindere her:
2023 – Andreas Christensen og Amalie Vangsgaard
2022 – Pierre-Emile Højbjerg og Stine Ballisager
2021 – Simon Kjær og Signe Bruun
2020 – Pierre-Emile Højbjerg og Pernille Harder
2019 – Kasper Schmeichel og Sanne Troelsgaard
‘Leicester har ramt jackpot’: Mads Hermansen nomineret til fornem pris