
Medie: Lyngby forhandler med tyrkisk klub om Corlu
Der er travlt på kontoret i Lyngby for tiden, hvor fodboldchef Nicas Kjeldsen foruden et salg af cheftræner Freyr Alexandersson nu også forhandler om et salg af klubbens midtbaneprofil.

Hvis Lyngby skal have penge for Rezan Corlu, så skal det være nu.
Den 26-årige midtbanespiller har kontraktudløb til sommer, og efter en halvsæson, hvor spilletid har været markant mere begrænset end i tidligere sæsoner, kunne et skifte meget vel ligge i kortene.
Nu melder B.T. om tyrkisk interesse for Corlu, der angiveligt er eftertragtet hos Konyaspor.
Konyaspor har i forvejen den tidligere AaB og AC Horsens-profil Louka Prip i truppen, og han kan altså få følgeskab af den tidligere danske ungdomslandsholdsspiller med den fine teknik.
Til trods for sin danske fødselsattest og danske pas, så har Rezan Corlu rent faktisk rødder i Tyrkiet, hvor hans kurdiske forældre begge er født.
Corlu har fik en stor del af sin fodboldopdragelse på Brøndbys ungdomshold, inden han i 2017 skiftede til den italienske storklub AS Roma.

Nogen udpræget succes i den italienske hovedstad blev det ikke til, og han blev blandt andet lejet hjem til Lyngby i 2018-19-sæsonen, hvor de Kongeblå missede oprykningen efter et samlet nederlag i oprykningsplayoffen mod Vendsyssel.
Samme sommer købte Brøndby ham tilbage til den københavnske vestegn, hvor han straks blev udlejet til Lyngby. To år senere – i august 2021 – blev skiftet fra Brøndby til Lyngby gjort permanent.
Mens Konyaspor, der ligger i centralt i den sydvestlige del af Tyrkiet, lige nu har Louka Prip i truppen, så har både Jens Jönsson og Jonas Troest tidligere været i klubben. For sidstnævnte var der dog blot tale om et ophold af to måneders varighed i 2010, mens Jens Jönsson spillede hele 119 kampe for klubben over en fireårig periode fra 2016 til 2020.