Efter 23 år: AGF vinker farvel til Hummel
Et historisk samarbejde mellem AGF og den danske tøjproducent Hummel afsluttes til sommer, hvor den aarhusianske klub som den første superligaklub skal have tøj fra svenske Craft.
AGF har vundet et mesterskab og pokaltitler, men klubben er også rykket ned med Hummel-bien på brystet.
Dermed er det også en æra, der slutter for den aarhusianske klub, når de fra og med næste sæson i stedet skal klæde sig i tøj fra svenske Craft.
Således har den aarhusianske klub skrevet kontrakt med den svenske tøjproducent, en kontrakt der vel at mærke gælder for samtlige klubbens hold lige fra superligaholdet og kvindeligaholdet til klubbens U10-hold.
– Efter en grundig proces om, hvem der skal være vores fremtidige trøjepartner, er valget nu faldet på Craft. De kommer med en stærk viden og erfaring fra flere forskellige sportsgrene, hvor funktionalitet og kvalitet er kernen i deres produkter.
– Sammen med andre fodboldklubber i Skandinavien har de i de senere år løftet funktionaliteten og designet af fodboldtrøjer til nye højder. Det bliver vi nu en del af som Crafts nye spydspids i Danmark, siger marketingdirektør i AGF, Asger Munkholm.
Selvom AGF bliver den første superligaklub til at iklæde sig tøj fra Craft, så har den svenske tøjproducent allerede bevæget sig ind på fodboldmarkederne i blandt andet Tyskland, Belgien og Sverige, hvor klubber som SV Darmstadt 98, KAA Gent, IFK Göteborg og Hammarby IF spiller i mærket.
AGF har siden 2001 været iklædt tøj fra Hummel, der har sit hovedkontor blot tre kilometer fra klubbens hjemmebane på havnen i Aarhus. Også i 1980’erne var Hummel fast inventar hos De hviiie.
AGF melder intet om, hvor længe aftalen med Craft løber.