Crystal Palace må undvære profil til FA Cup-opgør
Crystal Palaces manager, Roy Hodgson, bekræfter, at klubben endnu engang må se bort fra deres offensive es.
11. november 2023 fik Michael Olise sine første minutter i Premier League i 23/24-sæsonen efter en lang skadespause.
Sidenhen har Crystal Palace-spilleren vist storform i den bedste engelske række, hvor det er blevet til fem mål og en assist i ni ligakampe.
Desværre for både Olise og Palace er den franske offensivspiller nu endnu engang blevet ramt af en skade.
Det oplyser klubbens manager, Roy Hodgson, forud for FA Cup-kampen mod Everton.
– Som I nok kunne se i kampen mod Brentford, måtte Michael Olise blive skiftet ud til allersidst. Han mærkede til sit baglår i den sidste sprint, han lavede i kampen. Desværre for os vil han ikke være med i denne kamp.
– Vi må passe godt på ham og håbe, at han kommer tilbage hurtigst muligt. Hvor længe han er ude, kan jeg desværre ikke svare på, siger Roy Hodgson ifølge Crystal Palaces hjemmeside.
Øverst i artiklen kan du se Michael Olises seneste mål for Crystal Palace i 3-1 sejren over Brentford i Premier League.
Crystal Palace, der også råder over danske Joachim Andersen, ligger efter 20 kampe i Premier League på en 14. plads i tabellen.